Chow Chowen er en af verdens ældste hunderacer, der er meget delte meninger om hvordan den er opstået, men den er formentlig mere end 4000 år gammel. Chow Chow betyder "noget spiseligt" på pidgin-engelsk. Racen var også kendt i det forrige århundredes England under navnet "den spiselige kinesiske hund". I Quangtung og Quang-si provinserne var hunde af Chow Chow racen opdrættet og opfedet i specielle delikatesse øjemed.

Det er ikke mange år siden, at en ceremoniel fest tidlig på sommeren kaldet A-Chee, bl.a. indebar nydelse af hundekød.

Chow Chow’en blev omkring Kristus fødsel brugt som jagthund, de brugte chow chow’en til vildfuglejagter i bjergene samt både til vildsvine og bjørnejagt, den har en fin næse og er klog rent taktisk.

Man mener, den sandsynligvis er i familie med polarhunde – eskimohunde – og i forrige århundrede er der lavet krydsninger med den tibitanske mastiff.

Nogle mener, at chow’en er i familie med en lille sort bjørn, der lever i det nordlige Kina og Manchuriet.

Den har været et høj skattet tempelhund, man troede den kunne holde onde ånder væk med sin blå tunge. I buddhismen blev Chow Chow’en igen brugt som et hellig dyr, her sammen med pekingeseren, de blev anvendt som erstatning for hellige løver.

Et fabel fortæller at Chow Chow’er blå tunge kommer fra følgende: Da gud var ved at male den blå himmel, spildte han lidt maling, Chow chow’en fulgte ham i arbejdet og slikkede lidt maling op, fra den dag havde Chow’en blå tunge.

Chow’en kan fås i flere farver:

Rød, sort, fawn, blå, creme og hvid.

Chow Chow’en har en anden personlighed end andre hunderacer. De er mere ligesom katte, selvstændige, reserverede og  ikke nemme at lave lydighed med. Dermed ikke sagt de at er uopdragne, de vil bare kun det de selv vil.

Chow chow’en er en rigtig familie hund, den knytter sig ikke til andre end selve familien, og som oftest er der en person som den særlig knytter sig til.

Chow Chow’ens temperament er ofte misforstået af mennesker der ikke kan forstå denne racens unikke natur. Den er meget loyal overfor dens hjem og beboerne, den beskytter alt hvad den holder af. Den vil sjælden lade en fremmed passere uden at give lyd.

Mennesker der kommer på besøg og forventer en varm velkomst, oplever de første gange en meget reservert hund, mens er det en den kender utrolig godt får vedkommende en meget varm velkomst, når velkomsten er overstået mærker man ikke mere til Chow chow’en, den ligger på sin sædvanlige plads og iagttager hvad der sker.

Det er ikke som andre hunde der hele tiden skal gøre opmærksom på sig selv, det er Chow chow’en for stolt til.

Vil man i kontakt med en Chow Chow skal man sætte sig ned på hug, strække armen fremad med håndfladen opad og lade hunden komme til sig, det kan godt tage lang tid at blive accepteret, men belønningen er stor når man har hundens accept.

En Chow Chow hvalp er faktisk renlig fra den er ca. 6 uger, den vil næsten hellere sprænge sin blære, end at gøre noget inde. Når en Chow skal af med noget går den for det meste ud i noget høj græs eller ind i et buskads for at forrette.

Da Chow Chow’en er meget reserveret skal man sørge for, at den møder mange mennesker, selvfølgelig skal man være meget påpasselig med, at den ikke bliver "overfaldet". Den har godt af at møde de mennesker der kommer i huset, hold ikke hunden udenfor det sociale, lad den være med.

Chow Chow’en er en hund man kan have både i en lejlighed og hus, den kræver ikke den store motion, men vil modsat gerne gå tur. Når man er ude og gå tur med sin Chow skal det altid være i snor. Da Chow’ens næse er så fin, er den meget optaget af duftene så den glemmer hvor den kommer fra, det er også en af kendetegnene for en Chow at den har svært ved at finde tilbage, derfor skal grunden være indhegnet eller hunden skal være i snor når den er ude.

Når man skal ud og købe en ny hvalp er der mange ting der skal være i orden, først er der hjemmefronten, er alle i husstanden indstillet på at der kommer en hund ind i hjemmet. Hvilken hund skal man have, er det en udstillingshund eller er der en famile hund?

Skal hunden bruges aktiv til jagt, sport?

Kan man indstille sig på, at når hunden er ude skal den være indhegnet eller i snor?

Dette er bare nogle enkelte spørgsmål. Når man har taget stilling til hvilke hunderacer man kunne tænke sig, bør man gå på udstillinger samt kontakte Dansk Kennelklub for at få en opdrætter fortegnelse. Der kan også søges på Internettet på de enkelte klubber og racer.

Se altid flere hvalpekuld, spørg om der er lavet tidligere parringer af samme forældre og om det er muligt at se efterkommerne. Spørg om temperament, kig altid om moderen er rolig og tillidsfuld.

Når du ser hvalpe, tag aldrig den forsagte, der sidder i baggrunden og ser så forknyt ud.

På udstillingerne er der altid opdrættere der vil give gode råd, spørg så mange som muligt, så du selv kan danne din mening.

Det aller vigtigste er, at man begynder soigneringen, medens hvalpen er helt lille (4 –5 uger), og aldrig gør noget ved den, der gør ondt. Her tænker jeg på den måde, man bevæger lemmerne på. Man må kun bevæge dens ben lige frem og tilbage – aldrig ud til siden, da det kan gøre ondt på hvalpen og beskadige den.

Jeg sætter altid den lille hvalp op på et bord, så den er let at håndtere. Nogen lægger den ned på siden. Det har jeg aldrig haft held med. Det er nok et temperamentsspørgsmål.

I 4 – 5 ugers alderen bliver hvalpen kun børstet lidt og set tænder på, og så sat ned igen, så den opdager, at der ikke sker noget farligt.

Når hvalpen er 7 – 8 uger, gør vi det rigtigt. Hvalpen bliver igen sat op på bordet, og er allerede dygtig til at stå stille. Jeg har altid hvalpen til at stå med hovedet til venstre for mig og min venstre arm ind under maven på den, så den ikke kan springe ned. Jeg begynder altid bagfra på en hund. Det vil sige, jeg starter med at børste højre bagben fra trædepuderne og opefter. Dernæst venstre bagben, halen og så videre, helt hen til snuden.

Det gode ved at begynde bagfra er, at man kommer ind under dækhårene, hvor evt. filt sidder. Begynder man forfra og børster bagud, kommer man let til at børste ovenpå pelsen, hvilket er formålsløst.

Når hvalpen er børstet helt igennem, begynder jeg at lave frisuren. Hertil bruger jeg en trækam. Det er en kam med meget lange tænder og langt imellem dem. Det bevirker, at man kan komme helt i bund med den, og at man ikke rykker flere hår af end højst nødvendigt. Chowen er jo en pelshund, så man skal bevare så meget pels som muligt.

Bukserne bagpå bliver friseret nedad. Halehårene friseres fremad og godt ind over ryggen, så hunden bliver så kort som muligt. Kroppens hår bliver friseret ud fra kroppen, så de kommer til at stritte. Chowen skal have sin pels strittende ud fra kroppen. Fanerne på forbenene bliver friseret lige bagud. Fra forbenene og frem, skal pelsen friseres mod hårene, så der kommer så meget hår som muligt frem mod hovedet til at danne krave.

Pas på filtdannelser i hvalpens lyske, under forbenene og bag ørene. Husk at frisere kindskægget, det er der mange der glemmer.

Filt under forbenene friseres lettest ud ved, at man løfter forbenet lige frem. På den måde bliver "armhulen" og hele maven blottet, så man rigtig kan komme til. Filt i lysken tages ved, at man løfter bagbenet lige bagud, så man kan se det, der skal ses.

Øjnene skal renses og tørres med en tot vat. Ørerne skal ses efter. Man må aldrig gå længere ned i øregangen, end en finger kan komme. Jeg bruger næsten aldrig andet end et stykke fugtigt køkkenrulle til at rense ørerne med, da jeg er modstander af, at der kommer noget ned i ørerne. Jeg mener, man skal holde sig så meget som muligt fra ørerne og kun lige rense det snavs af, som man kan se. Hvis hvalpen har et ildelugtende øre, skal den til dyrelægen.

Cirka hver anden måned skal chowen have klippet negle og have klippet hårene væk mellem trædepuderne. Selve poten skal rettes af, så den bliver lille og kattelignende.

Chowen bades efter behov. Det vil sige, når man synes, den trænger – og brug altid en hundeshampoo.

Hvis man er så uheldig, at der er kommet filtdannelser i pelsen, kan man rede dem ud på følgende måde:

Begynd med at bruge karten til at blødgøre filten med. For at være sikker på, at filten er væk, friseres efter med trækammen. Er dette ikke nok, må man klippe filten væk.

Det gøres ved, at man tager en saks helt ned i bunden af filten, uden at komme helt ned til skindet, og så klipper man udad. Aldrig lige over, så bliver der hul i pelsen. Heller ikke udefra og ind, for så risikerer man at klippe ind i huden, og det må endelig ikke ske. Altså indefra og udad. Husk også altid at holde igen i filten, så hunden skånes mest muligt for smerte. Man kan nemlig, hvis det gøres rigtigt, friseres en filtet hund ud, uden at det gør ondt, og det er målet.

Poter:

Jeg begynder med at klippe hårene væk, mellem trædepuderne. Dernæst klipper jeg hårene væk rundt om neglene, så de bliver fri. Pas på ikke at klippe op mellem tæerne, for så kommer poten til at ligne en søstjerne, og det må den ikke. Den skal være lille og rund. Når jeg har klippet neglene fri, runder jeg poten og vildtvoksende hår ovenpå poten effileres væk.

Klippet fra Sonja Ruppert indlæg i Chow Chow bladet.